Jens Christian Hostrup (1818–92)

Mens eders Bedrifter foer vidt over Land

med Rygtets bevingede Stemme,

mens dristigt I sysled med Blod og med Brand,

saa gik det lidt søvnigt herhjemme;

                i Kakkelovnskrog

                man skjulte sig klog,

og dovned saa der ved sin Pen og Bog.

Ja først exerceerte vi mangen en Dag

og spared ej Been eller’ Arme;

paa Fælleden stod der adskillige Slag,

og de vare temmelig varme;

                vi kæmpede svart,

                men Blod blev der spart,

og Udbyttet er os ej ganske klart.

Og siden — saa vilde til Arnen vi tye

og drømme os Freden tilbage;

vi prøved at læse og synge paany,

som fordum i fredsælle Dage;

                vi lukked vor Dør,

                men Bogen var tør,

og Punschen, den smagte os ej som før.

Men nu har vi Freden og eder igjen,

og glemt ere Sorgerne tunge,

og alle de Fugle, hvis Røst døde hen,

skal atter saa gladelig sjunge.

                Ja Skyggerne flye,

                vor Sol i sit Gry

skal sejrende splitte den sidste Sky.

Og Freden, I kjøbte med Sved og med Blod,

skal Frugter os bære med Tiden.

Hav Tak da, at ikke I vaklende stod,

da Luren os kaldte til Striden,

                men droge derhen,

                og sloge som Mænd,

og kom som Studenter herhjem igjen!