Mig hædrer ikke Staten med Lønning eller Rang,
og navnløs er min Virken og listende min Gang,
mine Skrifter rives sønder paa Kræmmerens Bord,
men Magten, som jeg øver, er ligefuldt stor.
Thi Tusinder som Børn i mit Ledebaand gaae,
og Digterne faae Feber, naar mig de træffe paa,
og Scenens store Navne til Hatten ydmygst ta’r,
den ene byder mig en Arm, den anden en Cigar.
Det er just ej af Kjærlighed, de skumle vist i Løn,
men lad kun hele Flokken ærgre sig grøn!
Jeg veed, jeg kom ej sovende til Magtens høje Top;
jeg veed med mig selv, at jeg kæmped mig derop.
Som Barn, maa jeg tilstaae, var jeg ikke noget stort,
jeg gjorde kun hvad tusinde Drenge har gjort,
paa Skolebænken sov jeg og drev, naar jeg var fri,
alt deraf slutted Moder, at jeg blev et Geni.
Men da jeg saa blev voxen, saa følte jeg det klart,
jeg passed ej til Arbejd af den vanlige Art,
jeg svømmed ej med Strømmen som de andre tamme Fisk,
jeg var for god til Trældom bag Pult eller Disk.
Og saa blev jeg Digter. Først stævned jeg mod Nord
og vilde mane Jetter og Aser op af Jord,
men Folk var træt af Odin og Kæmpernes Strid,
faa skifted jeg da Tonen og blev barnlig og blid.
Jeg sang om Duggens Længsel, om Markblomsten fiin,
om Spurveenkens Nød og den forelskede Kanin,
om Aborrens Moderfryd — men skjult blev Lykkens Sol,
da skiftede jeg atter, og saa blev jeg frivol.
Min barnlige Muse blev en Tøjte fræk og kaad,
gjennem mudrede Vande hun staged med sin Baad;
men selv ikke saa fik jeg Roes som fortjent,
jeg følte hvad der mangled: jeg var ikke Student.
Saa gik jeg til Theatret. Ak, mørk var min Vej,
jeg vilde være Helt, og jeg blev kun Lakaj;
jeg vilde fylde Huset med Kjærlighed og Skræk
og blev kun et Møbel med vexlende Betræk.
Dog lysnede det for mig i Musernes Hal,
dog var det der jeg hørte og fattede mit Kald,
ja der jeg lærte Kunsten, hvori man der er stærk,
den store Kunst at finde Fejl i hvert et Digterværk.
Thi rives hen og nyde — det kan den simple Mand,
og rose hvad man lider — det saare mange kan,
og dadle store Mangler — ja det kan mange fleer,
men derimod at finde Fejl, som ingen anden seer,
See det er Sagen. Derfor staaer bestandig jeg paa Vagt,
jeg bliver aldrig blændet af Kunstens Tryllemagt:
og intet er saa højt, at jeg det ej kan naae,
og intet saa reent, at det jo kan Pletter faae.
Og derfor skjælver Digteren, naar jeg seer hans Værk,
han veed, at jeg kan gjøre ham svag eller stærk;
og Scenens store Navne, som funkle med Glands,
de veed, at jeg kan plyndre deres fejreste Krands.
Thi er man end begejstret — de veed det saa godt,
at den gladeste Nydelse kan spoleres med lidt Spot:
og Publikum vil more sig, men tør det dog bedst
ved hvad jeg har forsynet med en venlig Attest.
Nu, venlig er jeg helst, thi jeg har Freden kjær;
til Dagligbrug jeg leger kun med Fæstet af mit Sværd;
jeg viser dem, jeg har det, de ane dets Vægt,
da farer der en Gysen gjennem Kunstnernes Slægt.
Men naar berust af Bifald man haaner min Dom,
saa venter jeg rolig til Bladet vendes om;
jeg veed, at Mængdens Gunst er som Duggen paa Græs,
og at snart jeg kan skyde til et hældende Læs.
Og det veed de Gamle, og den hele unge Flok,
hvor trodsig den saa knejser, den lærer det nok.
Jeg selv har været Digter og Skuespiller med,
jeg kjender, hvor de Godtfolk har det ømmeste Sted.