Er Freden død i Frodes Vang?
forstummer nu dens Fuglesang
i Gny af Sværd og Pile?
Urolig jeg fra Lejet for,
det bød mig ingen Hvile,
og stod, hvor over Hjemmets Jord
de gyldne Stjærner smile.
De le saa mildt, de staa saa fast,
men nedenfor er Harm og Hast,
og Stormens Hvin man hører;
der lægges Raad, der stævnes Dom,
med Skytset op man kjører,
men hvad er det, der kæmpes om,
og hvem skal være Fører?
Da højt en Røst fra Jelling lød,
en Kvinde op af Høj sig skød
i Maanestraaler hvide,
om Issen laa den gyldne Krans,
og Øjnene var blide,
men hendes Haand fast, som en Mands,
var strakt mod Sønderlide.
„Der nede ligger Kampens Maal,
„jeg fører an med Ord og Staal,
„til Arbejd eder skynder!
„Jeg samled fordum Rigets Mænd,
„mig fulgte Danmarks Bønder,
„jeg stævner sammen dem igjen
„at sætte Skjel i Sønder.
„Til Kamp for Fred, for Markens Fred,
„hvor Voldsmænd trampe Sæden ned,
„og Dansk med Tysk er mænget!
„Mit Led er brudt, mit Gjærde faldt,
„og splittet ligger Vænget,
„saa der er ét, som gaar for alt:
„at faa det helt — og stænget.“
Men hist i Roskildkirkens Krog
der springer op et Kistelaag,
frem trin er stolten Frue;
hun standser under Korets Rund,
hvor Altrets Kjærter lue,
og Kraft er i den smalle Mund
og Kløgt i Pandens Bue.
„I Norden ligger Kampens Maal,
„jeg fører an, men ej med Staal,
„det længe nok har dødet.
„Jeg stifted Pagt en Sommerdag,
„men kort blev Brodermødet,
„og Kiv og Fordom, Nid og Nag
„har Arvesølvet ødet.
„Mit Nord, hvad har du dog forsømt!
„Hvor stort din Ungdom havde drømt,
„blev smaat det med den gamle;
„med søndret Vælde, blind og halt
„du maatte frem dig famle,
„saa der er ét, som gaar for alt:
„at Kræfterne sig samle.“
Da udi Ringsted Klokken klang
et dæmpet Slag, og tredie Gang
en Dronning Røsten hæver;
fast lig en Jomfru, let og svaj
hun over Tiljen svæver,
og myndig lyder Røsten ej,
men Varmen i den bæver.
„I Danmark ligger Kampens Maal,
„jeg fører an, men ej med Staal,
„som kun mod Vold vi drage;
„jeg løste Fangerne af Jærn,
„gav Lise til de svage,
„og atter maled Frodes Kværn
„Guld, som i gamle Dage.
„Ja Kampen gjælder Liv og Aand,
„thi Aanden dør i Mørkets Baand
„og Nødens Lænker trange.
„Vor Folkekraft, til Stordaad kaldt,
„er bunden hos de mange,
„saa der er ét, som gaar for alt:
„at fri den ædle Fange.“
Og Klarhed gåar fra deres Ord,
det er, som over mørken Jord
de hvide Nordlys flamme.
Ja nu er Vejen til at se,
og gjennem Taager klamme
skal I os føre, alle tre,
thi Maalet er det samme.
O Stjærner tre, som lyser end,
o Kvinder, stærkere end Mænd,
vor Sagas bedste Blommer!
Med Trøst for hvad er sygt og grimt
jert Minde til os kommer,
thi sluktes I som Foraarsglimt,
I love dog Skjærsommer.
Ja Dagmars Spor gaar Kampen i:
at gjøre trindt de bundne fri
og Nat til Morgenrøde.
Med Blikket vendt mod Højenord
vi voxe det i Møde,
til vi faar samlet Hjemmets Jord
og sikret os dens Grøde.
Og om det nu er Stormens Stund,
saa Fuglen flygter fra vor Lund
for Larm og Skrig og Trætte,
de vise Vej, de høje tre,
de Sejeren forjætte,
og alle gode Danske se,
at Vejen er den rette.