Jens Christian Hostrup (1818–92)

    Kjender I ogsaa Studentens Kaar,

    helst naar det nær mod Examen gaar,

    og han sidder i sit Hul

    og fyrer i med Kul,

men Varmen i Kollegiet dog ej gaar over Nul?

                Han læser fort,

                det er saa haardt,

            nu staar’et, nu staar’et;

                han strækker sig

                og trækker sig

            i Haaret, i Haaret,

    men tvinger i sig Retterne

    og slider ud paa Nætterne

og drømmer saa om Paverne og Kjætterne.

    Fatter I saa Kandidatens Mod,

    naar Dagen kommer og bliver god,

    og han vender hjem i Kvæld,

    hvor nys han sled som Træl,

og siger alt det lærde Stads et rørende Farvel?

                O Dogmatik!

                o Hammerich!

            jeg bukker, jeg bukker!

                Den Afskedsstund

                er i min Mund

            som Sukker, som Sukker.

    Ja, haver Tak, I vise Mænd,

    at I mig trak til eder hen,

men allermest dog for, at I mig slap igjen!

    Ja, Kandidaten er ovenpaa,

    nu kan han atter med Vingen slaa,

    nu hans Lykke sætter Ax,

    og modnes ej de strax,

naar bare han kan vente, kan han blive alle Slags.

                Ham er saa blid

                en Haabets Tid

            beskaaren, beskaaren,

                thi leve han,

                den Dannemand,

            som naar’en, som naar’en,

    og om end lidt han først løb sur,

    med faste Skridt og uden Knur,

gaar lige løs paa Skanserne, som Christian Spur.