Jens Christian Hostrup (1818–92)

Vi skreves ind i Athenes Hær,

lærte Vaabenbrug af Gudinden,

og da vi evned at føre Sværd,

i Fægtning spredt gik det løs paa Fjenden.

                De randt saa fage,

                de varme Dage,

men Hornet kalder os nu tilbage

                fra Kampens Gny.

Ja Vaabenhvile der er i Kveld,

for Chefen skal vi til Mønstring møde;

den lille Skare hun mindes vel,

fra først hun saae den med Kinder røde.

                Om sine Svende

                hun end kan kjende,

hvordan det gik dem hvor de var henne,

                hun vide vil.

Og løfter du saa din Doktorhat,

og peger du paa din Pibekrave,

og du paa Brystet, med Baand besat,

og du med Fryd paa din trinde Mave, —

                er det end Sager,

                hun ikke vrager,

om Byttet dog, man i Krigen tager,

                hun spørger ej.

Nej hun vil vide, om han, der skar

de grimme Furer os ind i Panden,

der mejer Haar og i Munden ta’r

bort Perlevennerne fra hinanden,

                om han, hvis Vane

                det er at rane,

har ikke røvet fra os vor Fane

                i Stridens Larm.

Om Lysets Sejr end vi stole paa,

om ej det vifter for os i Blæsten;

om Haabet udruger sine Smaa

endnu i Reden herunder Vesten;

                om end vi, unge

                paa Sjæl og Tunge,

ad Vrøvlet bluse, med Fynd kan sjunge,

                hun vide vil.

Saa vaagn da nu, om du sank i Døs,

hvis hun i Kveld skal dig Bifald skjænke!

skyd Hjertet op og slaa Gjækken løs,

hvor fast endog du ham holdt i Lænke!

                Lad Mindet klinge,

                lad Puppen springe,

hvoraf Studenten paa letten Vinge

                sig hæver frem!