Han sang, og de lytted med venlig Hu
til Tonerne stærke, fulde;
de sagde: „Lykkelig er du,
dig følge de Muser hulde.
Ja syng og drøm kun Dagen lang,
saa lever paa Folkets Røst din Sang,
naar selv du er gjemt i Mulde.”
Da kaldte han paa de Syners Hær,
de kom som Taager i Skare,
saa skiltes de ad og traadte ham nær
og smiilte med Øjne klare,
saa drog de om ham saa broget en Krands,
saa rev de ham ind i den gladeste Dands,
det var, som Vinger ham bare.
Og Synerne skifte, de fødes og flye,
som Timer rinde de Dage,
og Sangen stiger i hosen Sky
og svulmer af Lyst og Klage;
men naar den endes, den lyse Leg,
saa sidder Ynglingen fattig og bleg
og længes mod Drømmen tilbage.
Og Sangen trænger til Hjerterne ind,
saa mange den højt berømme:
men alt som de glædes, til Sangerens Sind
de tungeste Tanker stramme:
„Hvad vandt jeg andet end Tidsfordriv?
Hvad gavner det mig, mine Drømme faae Liv,
naar Livet selv bliver Drømme?
Skal jeg svæve løs mellem Himmel og Jord
og ej finde Fæste for Foden?
Kun fast i sin Jordbund Livet groer
og henter sin Kraft gjennem Roden.
Skal Lys jeg tænde og selv blive slukt?
og lever jeg kun for at sætte Frugt
og visne, naar den er moden?
De sige: dram, fly bort fra dig selv!
Men hvor faaer jeg selv da hjemme?
Skal jeg kaste mit Selv i Glemselens Elv,
at ej de min Drøm skal glemme?
Nej Døden er skjult under Drømmens Slør,
og lidet det baader den, som døer,
at han lever paa Folkets Stemme.”
Saa vendte han Ryg til Drømmenes Slot,
han vilde sig hjem begive,
og dybt han sukked til Livets Drot:
„Nu, Herre! jeg din vil blive.
O giv mig blot hvad de Ringeste faae;
ja, Herre! lad kun mit Værk forgaae,
Ej Sangen meer fra hans Læbe lød,
bort Tryllesynet var faret;
men Livet aabned sit rige Skjød,
og alle Himle sig klared.
Og visned Frugten, som nys var skabt,
og gik der en Smule Digter tabt,
et Menneske blev bevaret.