Paa den lille Ø
Mel.: Holder du af mig.
Mel.: Holder du af mig.
Paa den lille Ø
saa’ han Aaret dø,
Vintren gik sin Gang den sene;
vild var Havets Leg,
hundred Maager skreg,
mens han sad i Kamret ene.
Nu er Vintren endt,
Rosens Glød er tændt,
gammelt Savn som Dug er svundet;
nu bli’r Øen rig,
nu har endelig
Robin son sin Fredag fundet.
Ja den Bryllupsdag
slaar et vældigt Slag
imod Vinterstorm og Taage;
Sejren, som den vandt,
snart vil føles grant
ind’ i alle Thunøs Kroge.
Hun, som svigter ej,
Hælvten af hans Jeg,
Hjertets Haab i Tider lange,
bringer nu sin Del
og gjør Præsten hel
og hans Hjem til Hjem for mange.
Hun — ja, Ida, du
flygter fra os nu,
og vor Harm ej rent skal skjules,
naar du — tænk en Gang!
selv for vores Sang
foretrækker vilde Fugles.
Dog du faar jo gaa,
her er vi de smaa,
der er nok, som os forsoner.
Følg til Øen hen
kun din Hjertensven,
dér er Brug for dine Toner.
Far da vel, I to,
Glæden hos jer bo!
Gud er med og altid vaagen,
og ved Dag og Nat
over Kattegat
gaar vor Tanke let som Maagen.