Jeg synes, her blev saa underligt tyst;
mon det kan et Omslag melde,
eller mon nu til den sidste Dyst
Stormen samler sin Vælde?
Maaske dog, før mod den fraadende Strand
vor søndrede Snekke føres,
(havde vi blot den rette Mand)
hans Ord netop nu kunde høres.
Vi raaber ham op, hvis han er ombord,
han maa ikke tie længer,
den rette Mand med det rette Ord,
dertil er det just, vi trænger.
Det rette Ord, som Lyset bær
til den, der i Taagen famler,
og alle, der Frihed og Fred har kjær,
igjen til et hele samler.
Vi hørte kun Ord, der klang som en Lur
og aldrig Ilden kan slukke;
vi fik kun Pust fra det Fangebur,
hvori vore Brødre sukke.
Vi fik kun Raad, der lyder som Spot,
man bød os som Bod for Skade
hvad Danmarks Frimænd kjender for godt
til ej det bittert at hade.
Det rette Ord, som i Farens Stund
kan dæmpe Harmen og Trætten,
det ene kan lyde fra Lovens Grund,
det faar kun sin Vægt af Retten.
Det Ord, der pukker paa Magtens Ret,
det Ord, der med Lænker klirrer,
gjør aldrig Dannemænds Hjerte let,
det æder sig ind og tirrer.
Det nager lønligt, og Saaret gror,
det fylder kun Bitterheds Bæger;
Danmark har Trang til et andet Ord,
det rette er det, der læger.
Vi trænger til det, som mildner igjen,
som ej lader Folket sig dele,
som ikke holder med den eller den,
men ta’r Parti for det hele.
Til det, der løsner hvad haardt var spændt,
der ser den truende Fare
og sørger for at faa Skuden vendt,
imens den kan Revet klare.
Det rette Ord af den rette Mund,
gid snart det i den maatte fødes,
kan fjerne med ét al Stridens Grund
og aabne Vej til at mødes.
Det Fredens Ord er end ikke hørt,
kun det kan stille vor Kvide;
at Fartøjet gammelt er og skørt,
huske man paa i Tide!