Alvor og gammen
bedst kunne sammen,
sådan lød ordet fra fædrenes tid,
venligt de fulgtes til bords og i strid,
nærmedes, fjærntes,
byttede plads,
fandt sig i samlag dog
bedst til pas.
Alvor og gammen
bedst kunne sammen,
skiltes dog jævnlig ved kløften for vid,
kom så som Tysker og Franskmand i strid:
alvor, så tung
og klangløs som bly,
gammen, så luftig,
som vind og sky.
Alvor og gammen
enes hos stammen,
som fæsted rødder ved Nordhavets kyst
livet er kamp, og i kampen er lyst.
Hjærteløst grin er
troldenes sag,
kællingeklynken er
spildt umag.
Alvor og gammen
mødes i flammen,
sådan den brænder på arnen i Nord,
varmer i blikket og lyser i ord,
samler og kvæger
dag efter dag,
hvælver en hal under
hyttetag.
Alvor hos gammen
låner sig hammen,
svinger fra læben sig smidig og let,
volder ej tynge og gør ikke træt,
lister sig ind, hvor
dør står på klem,
kalder som legende
kraften frem.
Alvor og gammen
godt kunne sammen,
mødes i sangen dog lifligst og bedst,
samle til hær, hvem de stævne til fest,
løfte fra støvet
støvbunden mand,
puste den ulmende
glød i brand.