Lige Ret
Lige Ret for Mand og Kvinde,
rig og fattig, Folk og Drot,
læg og lærd, men ingensinde
lige Ret for ondt og godt.
Mand og Kvinde
De Kvinder, som blot er yndige,
er ikke de rigtige,
de Mænd, som blot er myndige,
dem kalder jeg vigtige.
Vær saa menneskelig, du kan!
følg dit Hjærte, brug din Forstand!
det er mit Raad til Kvinde og Mand.
Din Fjende
Hvem du din Fjende kalde tør
og altid skyr med Grund,
er ikke den, som ondt dig gjør,
men den, som gjør dig ond.
At holde paa sin Værdighed
Ja vist er det godt, før Ilden faar Magt,
at tænke paa Sprøjten,
men staar for din Værdighed du paa Vagt,
saa er den nok fløjten.
En nidkjær Embedsmand
Han staar paa sin Post
i Regn, som i Frost,
hans Kald er ham alt,
for han føler sig kaldt
til, om saa al Verden synker i Grus,
at vogte til Døden — sit Skilderhus.
En Berømthed
Tænker han kun paa sit eget Navn,
er det vist smaat, hvad han gjør af Gavn,
siger han selv, at han er stor,
er jeg et Fæ, om jeg det tror.
Gamle og ny Forfattere
De gamle jeg holder i Ære,
de Livsmod til mig bære,
og derpaa maa jeg sanke;
de ny er mig ogsaa kjære,
hvor jeg en Aand ser gnistre
og hører et Hjærte banke.
De lyse jeg ikke laster
og bæver ej for de bistre,
men hverken i Favn mig kaster
paa Realismens Fantaster
éller Romantikens Filistre.
Tale og Skrift
Tale og Skrift
var al min Bedrift,
men aldrig fulgtes de godt:
jeg tav, da jeg skrev,
og da Taler jeg blev,
saa gik det med Skriften kun smaat.
Mit Ord og min Pen
vilde sammesteds hen
og kom fra den selvsamme Egn;
mon derfor det sagdes igjen og igjen
at de stod hinanden i Vej’n?
Monstro de har skadet hinandens Sprog
af lutter Enighed kun,
da ikke jeg tale kan som en Bog
og skriver blot som en Mund?