Min Pen og jeg har været i Krig,
fra jeg fik som Pog den i Hænde,
den Strid har varet langsommelig Tid
og er endnu ikke til Ende.
Jeg sagde, hver Gang jeg fast den holdt:
Se nu er det mig, som er Herre.
Nej Pyt, min Fa’r, den svarede stolt,
og den fik Ret desto værre.
Saa tidt jeg paany i Gang den fik,
den løb efter egne Luner
og satte en Klat, hvor jog mente en Prik
og kradsed de særeste Runer.
Jeg vilde stille dem ret i Geled,
men Pennen den drev sit Væsen,
et Bogstav stejled, et andet skred,
et tredie faldt lige paa Næsen.
Jeg prøvede baade med Fjer og med Staal,
med billige, som med dyre,
men alle gjorde de mig til Aal,
og ingen af dem lod sig styre.
Den Strid har nu varet halvhundred Aar
og er endnu ikke til Ende,
saa stræb da, Børn, alt hvad I formaar,
at magte eders Penne!