Han kom igjen,
vor gamle Ven
med Hoserne de røde,
hilste glad sit gamle Hus
og glemte Rejsens Møde.
Fra Højeloft
ud over Toft
han spejder tidt og længe,
spanker daglig med sin Vært
omkring paa Mark og Enge.
Det staar ham an,
det danske Land
med Kjæret og med Pilen,
knap han tænker mere paa
det Hjem, han fandt ved Nilen.
Og Bonden her
har Gjæsten kjær
og aabner ham sit Eje,
la’r ham faa sin Første-Sal
og kræver ingen Leje,
Og lider godt,
han staar som Drot,
men knejser ej med Næsen,
synes om hans Sindighed
og om hans jævne Væsen.
Den Gjæst er brav,
gjør ingen Krav
og la’r ej let sig skræmme,
er saa dejlig ugenert
og føler strax sig hjemme.
Det er en Fyr,
som ej gjør Styr,
naar man i Fred ham lader;
trolig han kun skjøtter sit
som Ægtemand og Fader.
— Han kom igjen,
vor gamle Ven,
da Vinterstormen døde;
i den lyse Sommertid
vi jævnlig skal ham møde;
Skal ganske nær
faa set hans Færd,
fra han forlader Sengen,
følge med hans Børnetugt
og Fiskeri paa Engen,
Skal nyde fro
hans støtte Ro
og Bredden af hans Vinger,
til, naar Børnene faa Væxt,
de atter bort ham bringer.
En Sommertid,
lidt varm og blid,
med Daad, som man kan mærke,
ønsker og i Danmark vi,
til Ungerne bli’r stærke.
Men kom saa kun,
vor Rejsestund!
vi er af Trækfuglarten,
og saa skal det kjendes,
vi har Vinger faaet til Farten.