Krager
Til en Tegning af O. A. Hermansen
Til en Tegning af O. A. Hermansen
Vistnok er de mørke og tunge,
skrige hæst mellem dem, der sjunge,
stemme just ej til Liv og Lyst,
mangle det vindende og det vimse,
men er dog, trods al deres Brøst,
Folk, af hvem man ikke skal kimse;
drage hver Morgen paa Arbejd ud,
milelangt bort for Brødet at finde,
ænse kun lidet Frost og Slud,
ømme sig ej for de skarpe Vinde,
spare hverken paa Flugt eller Hop,
grave Føden af Sneen op.
At den kan faaes — just ej af de løj
men i den trangeste Tid for Møje,
naar man blot holder Modet frit,
Mod til at søge, Mod til at døje,
derpaa gi’r de os sort paa hvidt.
Da Slottet brændte i Frederiksborg,
var det ikke blot for Mennesker Sorg,
de sorte Fugle, da Røgen lettede,
følte sig særlig forurettede.
Den Borg var deres, dens Tinder og Tag,
dens Spidser og Spir var deres Glæde,
bød efter hver en anstrængt Dag
gjennem Hundredaar dem Aftensæde.
Hvad Under, om de blev lidt bistre ved
en saadan Forstyrrelse af deres Fred?
Men da saa Taarnene op af Vandet
skød sig lidt efter lidt paany,
maatte vel snart deres Harme fly,
de saa’, der var Lov og Ret i Landet.
Saa tog de Slottet i Brug igjen,
og der kan de findes, naar Dagen hælder,
findes i Skarer, som ingen tæller,
sluttede tæt over Rygningen hen,
dækkende hver en Spids og Flade,
skrigende, pludrende, kisteglade.
Saa har det tunge helt forladt dem,
saa er det mutte rent gaaet a’ dem,
ja saa kan vi føle, hvad det har for Vægt
at mødes ved Aften med Venner og Slægt,
at det giver Trøst for Dagen og Møjen
og Mod til atter at vove Trøjen.
Hvad snakker de om? det gad jeg vel høre,
jeg lyttéd saa mangen Gang dertil;
det ligner jo fast et Arbejderrøre,
et Fælledmøde, om saa man vil,
lidt Socialisme er sagtens deri?
Ja, jeg tør ej erklære dem fri,
men ængstes dog ej for Land og Rige
og tror ikke, det har meget at sige,
saa længe de blot faar Lov til at skrige