Prolog
ved et nyt Theaters Aabning i Hillerød med „Gjenboerne“
ved et nyt Theaters Aabning i Hillerød med „Gjenboerne“
Gammelt eller nyt — derom man strider
ivrigt paa Jorden til alle Tider,
stredes for tusende Aar tilbage,
strides ej mindst i vore Dage,
stundom i Blade, stundom ved Glasset,
stundom med Krudt, som i Schipka-Passet.
Den ene siger: det ny er min Skræk,
jeg holder med hele min Sjæl ved det gamle:
min gamle Stue med falmet Betræk,
hvor tusend Minder sig om mig samle,
min gamle Stol, hvor man sidder saa blødt,
min egen Seng, hvor man sover saa sødt,
de kjendte Ansigter paa Gaden,
den vante Snaps til Aftensmaden,
de prøvede Venner, de arvede Skikke —
kun det er godt, det ny duer ikke.
Den anden siger: Nej, frem med det ny!
Livet er Skiften, det gamle maa fly!
Liv er ikke at skimle og mugne,
Liv er ikke i Vaner at drukne,
Liv vil ha’ nyt paa sin ilende Gang,
friske Former i Stedet for sprukne,
vaargrønt Løv, hvor det brune hang.
Op med det Loft, som paa Issen os klemmer!
ned med den Mur, som os Udsigten hæmmer!
bort med den Vold, som mod Strømmen sig stemmer!
Livet vil røre frit sine Lemmer,
fejer det væk, hvad der saa staar i Vej’n,
gjør det selv midt i en Kulsvieregn.
Men hvem har saa Ret? — det siger jeg ikke,
thi nogen har begge vel — ret besét;
men her kan vi vist lade Striden ligge,
her er vi paa et nevtravlt Gebet.
Det gamle og ny — det tør vi vel mene —
er gode begge, naar blot de er gode;
og for ej at støde nogen for Ho’de,
vi prøve venligt dem at forene.
Mod dem, der kjækt hige bort fra det gamle,
vi ypper i Aften ingen Dispyt,
vi kan jo her i et Hus dem samle,
hvor alt, hvad De sér, er flunkende nyt,
hvor Tæppet, som her for nylig hang,
gik op for et Publikum første Gang,
hvor ingen Aktør har trampet paa Gulvet,
og ingen Sufflør har mumlet i Hullet,
hvor ingen Klappen endnu har lydt,
og intet Theaterblod har flydt,
hvor alle Farverne straale friske,
og ingen Gjenfærd i Krogene hviske,
hvor alt er lyst, og intet er trist,
og naar vi ej her saa højt som hist,
i det gamle Hus, som ej vi foragte,
hvor Helte man saa’, der til Skyerne rakte,
vi har dog det Haab, at de, som os gjæste,
vil sige i Aften: det ny er det bedste.
Men de, som sér helst tilbage i Tiden,
hvis Lyst til det ny ikkun er liden,
som har i Minderne deres Lykke,
dem at behage vi ogsaa mene,
saa sandt vi her paa den nye Scene
kan modtage dem med et gammelt Stykke.
Et gammelt Stykke, som godt De kjender,
en gammel Spøg, De vel tidt har sét,
hvoraf De vel ogsaa stundom har let —
det kan man godt gjøre af gamle Venner.
En saadan Bekjendt fra gode Dage
kunde vel trænge det ny tilbage,
bringe det fremmede lidt til at svinde,
gjøre det lidt lunt og lidt hjemligt her inde.
Thi hjemligt, vi gjerne have det vil,
om ogsaa Nyheden ej os skræmmer,
og tænk, hvor det ny, vor Flytning hertil,
med det gamle Stykke i Grunden stemmer.
Husk blot en Gang paa Trylleriet,
hvoraf De véd, der er noget i’et,
paa Lykkens Galocher! det er ikke løjet:
Klint har tværs over Torvet fløjet
og har taget dem med sig alle sammen:
Christen Madsen og Løjtnanten og Madammen,
ja hele Selskabet med de tre;
her De træffer dem, kun her henne,
baade Studenter og Kobbersmedsvende,
om et Øjeblik skal De faa dem at se.
Ja nyt og gammelt, de enes bestemt,
og kjønt de her vilde mødes atter,
saa fremt vi formaar med den gamle Skjærnt
at vække hos Dem en nyfødt Latter.