Kjære Ven! ifald du noksom
skjønner paa den lille Skok, som
her af Riim dig bliver sendt,
haaber jeg, at du vil skjønsom
fylde op en ringe Bøn, som
tidt mig har paa Tungen brændt.
Echo sov af Sorrig aldrig,
Taarestrømmen, hed og saltrig,
end i Nattens Time randt,
og ved denne Vaagen blev hun,
som Ovid os selv beskrev, kun
til en Røst, da Resten svandt.
Naar du kommer sildig hjem og
læser saa til fire- fem og
røver Natten al sin Ret,
husk paa Nymfen! skaan din Skjønhed!
end du staaer i Ungdoms Grønhed,
men det Grønne visner let.
Var det ikke grumme stygt, om
du, som er saa herlig bygt, kom
reent tilkort paa Kjød og Been?
om det smelted hen, som Smør blot,
og din Loks den gule Hørtot
visnede lig Løv paa Green?
Tænk, om nu din smalle Midie
knækkes, som en Poppelvidie
unfer Høstorkanens Stød,
og kun Stemmens hulde Sødhed
vidner om den Roses Rødhed,
som din Nattevaagen brød!
Endt er Verset. Æmnets Længde
kræved meer, men Klokkens Mængde
rejser Skranker for min Pen.
Varmt det strømmed fra mit Bryst, thi
Autor sætter al sin Lyst i
trofast Stræben for sin Ven.