Sønderjyllands tab
Som: Så kæmped de helte af anden April
Som: Så kæmped de helte af anden April
Mon Tyskland nu strækker til Kolding sin krop,
så Danmark krøb ind med det samme?
mon grenen, hvor ørnen sin rede slog op,
ej end hænger fast ved sin stamme?
Er tungen, den gamle, udreven med rod?
er mindet alt druknet i tårer?
blev Dybbølbjærg tysk, da det døbtes i blod,
som flød fra de danskeste årer?
Og bringer da bølgen ej længer fra Nord
et bud, hvorved hjærter sig hæve,
og synger den aldrig i Flensborrigfjord
en sang om kong Fredrik den gæve?
Jo, morderen aldrig slog sjælen ihjæl,
hvor hårdt han end kødet har plaget,
og pennen ej mægter at slette det skel,
som ånden og blodet har draget.
Og Danmark ej stopper på Kongsåens rand,
skønt fjenden det væbnet vil standse,
det sejler på luften, det glider på vand,
det ler ad hans trusel og lanse.
Det fæster just rødderne sønden for å,
det drømmer med hyrden på heden,
det leger og vokser med drengene små
og synger om sejren og freden.
Det sænker i kvindernes hjærter sig trygt
og svulmer i mandige arme,
det kender der intet til tvivl og til frygt,
og mere til håb end til harme.
Det sår sig som bøgen på ny i sin bund
og trives som den under skygge,
til fjenden får set, han tog mer i sin mund,
end tænder han har til at tygge.
Endnu ikke Danmark er blevet et vrag,
det trodser de stridige strømme;
Vorherre os snart lade hilse den dag,
da Tysken af landet må rømme!