Skat Rørdam sidder i Bure
Mel. Svend Vonved sidder i Bure
Mel. Svend Vonved sidder i Bure
Skat Rørdam sidder i Bure,
mens Tanker Panden ham fure:
med kroget Ryg, med Haand under Kind
han stirrer saa dybt i de Foliobind.
See dig ud, Skat Rørdam!
Alt Bukkar dufter i Dale,
alt tjelder Skoven sin Svale,
og alt i Buskens dæmrende Hang
den Nattergal vogter sin Rede med Sang.
Hvor er din, Skat Rørdam?
Hvor Borgen knejser paa Banke
højt over Stammerne ranke,
hvor Blæsten vifter Tangerne væk,
der aander en Jomfru saa reen og saa kjæk.
Ret din Ryg, Skat Rørdam!
I Skyggen hist under Linden
med Smiil i Blik og paa Kinden
hun ganger om og nynner en Sang,
saa mild og huldsalig som Dagen er lang.
Den er lang, Skat Rørdam!
Mens Rosen knoppes paa Lide,
hun sender Øjet saa vide;
med snilde Ord til den og til den
hun skikker de Tanker i Løn til sin Ven,
til sin Ven, Skat Rørdam.
Skat Rørdam sidder i Bure:
„De Bøger falde mig sure.”
Han seer saa fast, han stirrer sig blind,
han læser og veed hverken ud eller ind.
Luk kun i, Skat Rørdam!
„Ja nu skal Bøgerne hvile,
og nu skal Roserne smile,
og nu skal Reden bygges af ny,
og nu vil jeg ride mig Sommer i By,
det vil jeg, Skat Rørdam.”
Skat Rørdam rejser sin Arne:
„Saa herligt er vi nu farne!”
ja til de tørre Foliobind
han fører den Jomfru med Roser paa Kind.
Det var godt, Skat Rordam!
Skat Rørdam, hil dig! du kommer
idag til Byen med Sommer,
du kommer med den lysgrønne Maj —
saa lang og livsalig er Sommerens Vej.
See dig ud, Skat Rørdam!