Svend Vonved sidder i Bure,
han slaar Guldharpen prude.
Han slog Guldharpen under Skind,
dèr kom hans Moder gangendes ind.
Se dig ud, Svend Vonved!
Ind kom hans Moder, Fru Adelin,
hun maatte vel være Dronning fin:
»Hvi sidder du her i Lofte
og leger saa tit og ofte?
Bedre maatte du dig udride,
med andre Kæmper at stride.
Heller maat du hævne Faders Bane din,
end her at slaa Guldharpen min.«
»Skal jeg mig udride,
med andre Kæmper at stride:
Hævner jeg ikke Faders Bane min,
ret aldrig kommer jeg hjem til din.«
»Naar maa jeg lade blande Vin?
naar maa jeg vente Komme din?«
— »Naar Sten tager til at flyde,
naar Ravn tager til at hvidne.«
Fru Adelin blev i Sind saa vred:
»Jeg hører, min Søn! at du est ræd.
Naar tager Sten at flyde?
og naar mon Ravnen hvidne?«
»Aldrig vil Stenen flyde,
og aldrig vil Ravnen hvidne.
Aldrig maa I lade blande Vin,
aldrig maa I vente Komme min.«
»Da skal jeg dig vare:
ilde skalt du fare.
Usejr være i dit gylte Sværdi
og ondt være udi al din Færd!«
»Ihvor jeg rider over Hede,
jeg agter ikke Kvindevrede.
I stiller eder dog, Fru Adelin!
I stiller eder, kjære Moder min!
I ønsker mig ingen Usejr at faa!
I vide ikke, hvor min Rejse kan gaa.
I lader dog brygge og blande!
I venter mig hjem til Lande!«
»Da skal jeg dig gale:
vel saa skalt du fare.
Sejr udi din høje Hest!
Sejr i dig selv allermest!
Sejr i din Haand, Sejr i din Fod!
og Sejr i alle dine Ledemod!
Signe dig Drotten dyre!
alle Helgen skal for dig styre.«
Svend Vonved binder Sværd ved Side,
ham lyster med Kæmper at stride.
Han rider sig af Gaarde,
saa underlig er hans Fore.
Hans Hjælm og han var blinkende,
hans Spore de var klingende,
Hans Ganger han var springende,
selv red den Herre saa syngende.
Han red i Dage, han red i tvaa:
ingen levende Sjæl han saa’.
»Heja!« sagde den Ungersvend,
»er her ikke Folk i Verden end?«
Han saa’ sig under Lide
store Hjorde frem skride.
Sad der paa Høj op under et Træ
saa stor en Hyrde og vogted Fæ.
Han taled til ham saa overbrat:
»Vis mig godt Herberg i denne Nat!
Og hør, du Hyrde, hvad jeg spør dig:
hvis er det Fæ, du driver for dig?
Hvor da staar den Fisk i Flod?
hvor da gaar de Foler i Stod?
Hvor da blæs den haardeste Vind?
hvor drikker Kongen med Kæmper sin’?«
Hyrden sad og tavede til,
ingen Ansvar hannem give vil.
Svend Vonved red den Hyrde saa nær,
ikke dog vilde han drage Sværd.
Han bar op sin Nøve,
han slog den Hyrde ved Øve:
»Lig du nu død paa denne Sand!
jeg finder vel Vej i dette Land.«
Svend Vonved red over vilden Mark,
der mødte ham en Kæmpe stærk.
Saa’ han sig under Lide
en undelig Kæmpe at skride.
Bassen bar han paa Lænde,
og Bjørn i højre Hænde.
Hver en Finger, der han aa,
der spiller paa baade Hjort og Raa.
»Hør, du Dyrkarl! hvad jeg siger dig:
du skalt skifte de Dyr med mig.
Hvad heller da vilt du figte,
eller Dyren med mig skifte?«
»Heller da vil jeg figte,
end Dyren med dig skifte.
Ret aldrig vord mig budet det Bud,
siden jeg Esmer Konning vog.«
Da lo Svend Vonved under Skind:
»Her finder jeg Faderbane min. —
Den Tid du Esmer Konning vog,
min Fader du af Live tog.«
De vejdes i Dage, de vejdes i tvaa,
ingen kunde Sejr af anden faa.
Den tredje Dag ad Kvælde
Svend Vonved Dyrkarl fælde.
Han bandt sit Sværd ved Side,
med flere Kæmper at stride.
Saa’ han sig op under Bjærg i Læ,
dèr sad en Hyrde og vogted Fæ.
»Hør, du Hyrde! jeg tror dig bedst:
og du skalt vise mig Kæmper flest.
Og Svar skalt du mig give,
om du vilt blive i Live.
Hvad er trinder’ end et Hjul?
hvor da holder man fejerste Jul?
Hvad fylder alle Dale?
hvad klæder fejerst i Sale?
Hvad er sorter’ end Slaan i Høst?
hvad lyder højer’ end Tyrerøst?
Hvor er Broen bredest?
hvad er Mennesken ledest?
Hvor da ligger den højeste Vej?
hvor da skjænkes den ledeste Drik?
Hvor er der Mur og Fæste?
hvor pleje Kæmper at gjæste?«
»Solen er trinder’ end et Hjul,
i Himmerig holder man fejerste Jul.
Sne fylder alle Dale,
Mand klæder fejerst i Sale.
Synden er sorter’ en Slaan i Høst,
Torden lyder højer’ end Tyrerøst.
Isen er Broen bredest,
Trolden er Mennesken ledest.
Til Paradis gaar den højeste Vej,
i Helvede skjænkes den ledeste Drik.
Flisset ligger Mur og Fæste,
og dèr pleje Kæmper at gjæste.«
Han tog en Guldring af sin Barm,
han satte den paa den Hyrdes Arm:
»Nu sig, du varst den første Mand,
der noget godt af Svend Vonved vand!«
Svend Vonved han red for Borgetind,
han bad de Vægtere lade sig ind.
Ingen der det gjorde,
og ingen der det turde.
Tog han sin Hest med Spore,
den sprang over Porte og Mure.
Saa gik han sig i Stuen ind,
som Kongen han sad med Kæmper sin’.
Svend Vonved satte sig øverst til Bord,
men ikke mælte han til nogen et Ord.
Han aad og drak og fik sig Mad,
ikke da spurgte han nogen ad.
Tog han da saa til Orde,
som han sad over Borde:
»Aldrig kom jeg i nogen Stad,
saa mange forbanded’ stumme i sad.«
Mælte det Kongen af Vrede
alt over Bord hint brede:
»Hør du det, du galne Mand!
hvad da vilt du her i mit Land?«
»Jeg vil med min ene Taa
slaa dig alle dine Lande fraa.
Jeg vil med min ene Finger
slaa dig alle dine Ledemod sønder.«
Kongen han taler til Kæmper fem:
»Binder mig denne galne Svend!
Binder mig denne Hærjensøn!
giver i Galgen ham sin Løn!«
»Tag du fire til de fem!
stat selv midt imellem dem!
En Hærjensøn da bliv du dig,
til du faar bundet Baand paa mig!
Konning Esmer var min Fader,
Dronning Adelin min Moder.
De mig det saa haardt forbøde,
mit Guld paa hver Skalk at øde.«
Svend Vonved drog Sværd af Skede,
ham lyste med Kæmper at stride.
Vog han fire, og vog han fem,
saa vog han Kongen og alle dem.
Først da vejed han Randulv,
saa da vejed han Strandulv,
Saa da vejed han Eggevald,
og sidst da vejed han Kongen selv.
Satte han Sværd i Skede,
ham lyste nu hjem at ride.
Svend Vonved red i sin Moders Gaard,
alt sad hans Moders dèr ude for.
Der han kom til Borgeled,
femten Troldkvinder sad ude ved.
De stode for ham med Rok og Ten,
de sloge ham over hans Skinneben.
Svend Vonved kaste sin Hest omkring,
de femten Troldkvinder vog han i Ring.
Hans Moder nød saa ond en Lykke:
han hug hende i tusend Stykke.
Svend Vonved gik sig i Stuen ind,
han aad og drak den klare Vin.
Saa slog han Guldharpen saa længe,
at sønder ginge alle de Strænge.
Se dig ud, Svend Vonved!