I Farens Stund
(1885)
(1885)
Kan vi tro det? skal vi tro det?
Gamle Danmark, Nordens Øland,
gjennembrust af Havets Friskhed,
hvori Hjertet aanded lettest,
og hvor altid Kjærligheden
viste sig som bedste Værn —
Hjemsted for det jævne Arbejd,
uden Klipper, uden Kløfter,
uden Slangegift og Vilddyr,
hvor kun Fred og Folke-Lighed
maledes paa Frodes Kværn —
Danmark gjemt i Verdensmarken
som en lille Lærkerede,
hvorfra Folkestemmen nyfødt
svang sig op og loved Foraar —
blev nu du et Bur af Jærn?
Tør det siges? ej jeg véd det,
ej, hvad nu er Ret i Danmark,
er der nogen, som det véd?
Men jeg véd, at der er Fare,
større vel end nogen Sinde
siden Kong Kristoffers Dage,
at naar denne Vej skal følges,
gaar det brat mod Enden ned.
Aldrig mer i Fredriks Have
Folkets Røst vil være Slave,
og paa Ørnevis den ave
det gjør bare Ørnen fed.
Gamle Danmark — en Kaserne!
Folket — kuet og dresseret!
det er Synd, og det er Vanvid;
røv saa Pustet os fra Søen,
Lærkesangen over Sletten,
dæk for os vor store Himmel,
knus vort vilde Blomsterflor!
Danmarks Folk er let at kjende,
det som Folk er af de bedste,
men som Masse bli’r det usselt,
al dets Kraft er Enkeltmandens,
Enkeltmænds, der frit forenes,
tvunget bli’r det dorsk og trevent,
kun i Frihedsluft det gror.
Spænd det ej i stramme Trøjer!
det har Sømandsblod i Aaren,
gjør kun Gavn med frie Hænder,
kæmper daarligt, naar det bindes,
men desbedre, naar det vindes —
paa at dette ses og mindes,
er det, Fremtiden beror.
Agt dit Folk, vil du det lede,
ær dets Ret, vil du det frede!
aldrig man ved Lov at bryde
lærer Folket: Lov at lyde,
allermindst i Danmarks Land.
Man kan mane stærke Aander,
Vildskabs-Aander op af Dybet,
Had til højre, Had til venstre,
hule Kløfterne i Folket
og imellem Folk og Konge —
men slaa Bro igjen og fylde,
det er det, man ikke kan.
Man kan kneble dem, der skrige,
og faa Harmen til at stige,
men forsone og forlige,
samle Danmarks skilte Rige,
derpaa nu det kommer an.
Tør det siges? ej jeg véd det,
jeg er kun en gammel Sanger
og vil ikke hidse nogen,
jeg vil aldrig præke Oprør,
skjønt for Folkets Ret og Frihed
altid jeg maa tone Flag.
Maa der grædes ej for Danmark?
tør man ikke Landsmænd vare,
hvor man øj ner Dødens Fare,
skal man kalde Nat for Dag?
Lige godt! jeg kan ej sove,
hvad jeg har, det maa jeg vove;
hvad jeg har, er kun min Stemme,
den skal aldrig blive hjemme,
hvor det gjælder Danmarks Sag.
Landsmænd, som jer ikke fryde
over, hvad I nu maa skue,
I, som ser og frygter Faren
og vil trofast, som I loved,
holde Frihedsflaget rent —
husk, naar Striden gaar paa Livet,
saa maa Fredens Mænd gi’ Møde;
dér, hvor Folkets Røst skal bindes,
dér maa selv de tavse tale.
Nu er Døden over Danmark,
saa maa alle med i Kampen,
hvad de saa end før har ment.
Støt da nu vort Ord om Faren,
vi, hvis Mund maaske er mistænkt!
Har I Stemme, der kan række
hen, hvor Vej for vor er spærret,
i det lave, i det høje,
spild da ikke Tid og Møje,
brug den, før det er for sent!
Vil man haane mig som Drømmer?
vil man mer? jeg véd det ikke,
ej, hvad nu er Ret i Danmark,
men jeg kjender den, jeg tjener,
Danmarks Folk, jeg er dets Sanger,
jeg har ogsaa stundom tolket,
hvad der i dets Hjerte klang.
Og jeg véd i denne Time,
at jeg ikke staar alene,
véd, at jeg har mange bag mig,
ej en vildledt Hob, der hujer,
men et Folk med klare Øjne,
der har blandt de bedste Rang.
Det stod op af Sløvheds Leje,
det maa gaa ad egne Veje,
noget af dets bedste Eje
klinger med i denne Sang.