Saa Skoven endnu har en siddende Gjæst?
En Maler, der trodser Kuld og Blæst? —
Aa ja, af dem er vel mange,
der agte med Iver paa Dødens Færd,
der elske det faldende Løv især
og fryse for det at fange.
Mig synes, at Smagen har helt slaaet om,
at Livets Nedgang, dets Alderdom
forunderlig stiger i Prisen;
før skildred man helst dets Kraft og Fart,
nu, tror jeg, man finder det nok saa rart
at sysle med Enden paa Visen.
Er man bleven træt af Blomsten i Vang,
af Arme, der svulme, af Stemmer med Klang?
Ser man nu dem som Løgne?
Lyver da mindre den Røst, der blev hæs?
Er der mere Sandhed i rynkede Fjæs,
eller Spil i bristende Øjne?
Nu, det er jo rart for en aldrende Fyr,
der føler med Suk, at Sommeren flyr,
det mildner jo svært det saarende,
Ved Rynkerne altsaa vi stiger i Værd
og blive for Kunsten, uden Besvær,
interessante med Aarene.
Ja lad dem kun male, hvad bedst de kan,
Op- eller Nedgang, Ild eller Vand,
det grønne eller det gule,
Løvet, der gror med Glans og Duft,
eller svæver ned i den klamme Luft
som døende Sommerfugle.
Men er det en sene Oktobertid,
Afskedsstunden, den sidste Strid,
I vil til Lærredet fæste,
saa mal kun Død, saa vi se den grant,
men gjør blot Billedet rigtig sandt,
og snyd os ej for det bedste!
Ja giv os Høsten — det bede vi jer —
med Ord eller Farver, kun som den er,
og udelad ikke Vaaren,
thi den hører med i det høstlige Kvad,
saa vist som hvert et faldende Blad
blotter en Knop, der spaar ’en.