O Silkeborg! i Rosenskjær
Mel. Der var engang en tapper Mand
Mel. Der var engang en tapper Mand
O Silkeborg! i Rosenskjær
dit Navn staaer allevegne,
dog ingen skjønner paa dit Værd
saa fuldt, som dine egne.
Bag dine Bakker fro i Løn
ved Søens Spejl vi bygge,
og kom vi ej paa Grenen grøn,
vi kom dog i dens Skygge.
Vi har en By, en lille een,
med Tage lyserøde,
vi har een Gade, lagt med Steen,
og fire dejlig bløde.
Vi har en Traad, som løber glat
med Bud til fjerne Kyster,
og Gas, som viser selv ved Nat
hvormeget der os brøster.
Vi har et Huus til Lov og Dom
i purpurfarvet Kjole,
vi har en Kirke, der faldt om,
og saa en huusvild Skole.
Dog det formørker ej vort Liv,
derfor vi ej vil klage;
vi har to ny i Perspektiv,
og de er uden Mage.
Vi har en Mand, som med sit Ord
har løst saamangen Knude,
som Steenkul gjør af Mosejord
og Postpapir af Klude.
I Lyng og Sand med Lynets Fart
han Livet frem har hexet;
han skaffer ogsaa Præsten snart
en Jernvej til Annexet.
Vi har et Slot, et nyt og hvidt,
ved Gudenaaens Vande,
hvis Tag i Dalen knejser frit,
hvis Døre aabne stande.
Gid det maa staae i Stormen trygt
blandt os og vore Sønner!
Ja leve han, som har det bygt,
og hun, som det forskjønner!