Jens Christian Hostrup (1818–92)

I Dødens Fred laa Silkeborg

uhyggeligt og øde,

den hele Dal var klædt i Sorg,

og ingen Stemmer løde,

kun Stormen tog i Lyngen Tag

og sang med Toner skarpe,

og Nøkken laa den lange Dag

og slog sin gyldne Harpe.

Naar Natten kom i sorten Flor,

da saae man Syner fæle,

da hæved Hosen sig fra Jord

paa fire røde Pæle.

Som Gjæst til Slottet Uglen kom

og sad og skreg i Karmen,

imens der gik et Gjenfærd om

med Ho’det under Armen.

Men over Dalen Lys oprandt

saa klart og uformodet,

det slemme Gjenfærd brat forsvandt,

han tabte sagtens Ho’det.

Ej Nøkken ligge tør i Skjul

nu paa sit grønne Øre,

han drejer alle Drewsens Hjul,

der fik han nok at gjøre.

Vor Adam kom med faste Trin

og rejste sine Telte,

og Eva kom med Smiil paa Kind

og Rosen i sit Belte.

Han lokked skjulte Kræfter frem

og brød dem slagne Veje,

hun skabte her det første Hjem

og gav det Moderpleje.

Og Ørknens Gru og Nattens Frygt

de maatte brat forsvinde,

da luunt og lyst og blomstersmykt

det Hjem blev rejst af hende.

Og alle, som paa rette Plads

herinde Ho’det bære,

oil derfor højt ved dette Glas

vor Moder Eva ære.