Hvad synger du om
så højt i det blå?
hvem gælder din vise?
vil sneen du prise
og visne strå?
har solen dig kaldet?
den skinner så kold,
og skoven er skallet
og marken gold.
»Jeg stiger så højt
»jeg skuer så vidt,
»jeg ser, at den kommer,
»den liflige sommer
»med snare skridt.
»Alt hører jeg vågne
»den rislende bæk,
»det døde og dovne
»da flyr med skræk.
»Jeg skuer så langt,
»jeg synger så frit
»om tågen, der lettes,
»om engen, der spættes
»med rødt og hvidt,
»om snekken, der danser,
»om sæden, der gror,
»om glæden, der kranser
»den danske jord.«
Hvad drømmer du om
så højt i det blå?
Mon glæden kan trives,
hvor ørnene rives
om fugle små?
kan marken os trøste
og bugnende træ’r,
når fjender skal høste
det guld, de bær?
»Jeg stiger så højt,
»jeg skuer så vidt,
»bag tågen der omme
»jeg øjner det komme
»med snare skridt;
»alt hører jeg vågne,
»hvad slumred så fast,
»det døde og dovne
»da flyr i hast.
»Jeg stiger så højt,
»jeg skuer med lyst,
»at fædrenes minde
»sit tempel skal finde
»i barnets bryst,
»at sagnet i hytte
»får vinger igen,
»og drenge, der lytte,
»går ud som mænd.
»Jeg skuer så langt,
»jeg synger så fro
»om vælden, der glipper,
»om duen, der slipper
»af ørnens klo,
»om freden, der kommer
»med stordåd og sang,
»om sol og skærsommer
»i Danevang.«