Den Kind er vorden nu saa bleg,
som før var rød og rund;
den tavse Død midt i en Leg
tog Smilet fra din Mund.
Din Vugge stod saa nær din Grav;
du kom, en Engel lig,
men kort var Glæden, du os gav,
saa kort, og dog saa rig.
Men der, hvor nys du gik med Iil
fra Synd og Sorger hen,
der skal vi see dit glade Smiil,
din røde Kind igjen.