Jens Christian Hostrup (1818–92)

        Lang er den mørke Nat,

        og Solen skinner mat,

men Stjernen; der blev tændt over Bethlehems By,

den taber aldrig Glansen, saa lidt som sit Ry,

        den lyser til Dagenes Ende.

        Paa Marken er der goldt,

        i Luften er der koldt,

men allerøverst oppe dér er det Varmen bor,

derfra den aander ned i Julebudets Ord

        at fylde alle Hjerter paa Jorden.

        Der fløjter ingen Fugl

        i vor nordiske Jul,

men Smaabørn de kvidre i Fuglenes Sted,

og Gamle blive Børn og kvidre ogsaa med,

        mens Faderen i Himlen til dem smiler.

        Saa kommer det da frem,

        Alverden er et Hjem,

et Hus, der blev hærget af fjendtlige Sværd,

men Kjærlighed bøder og Kjærlighed bær

        og samler tilsidst, hvad der spredtes.