Sang
Mel.: Menuetten af „Elverhøi“.
Mel.: Menuetten af „Elverhøi“.
I Dødens Fred laae Silkeborg,
Uhyggeligt og øde,
Den hele Dal var klædt i Sorg,
Og ingen Stemmer løde.
Kun Stormen tog i Lyngen Tag
Og sang med Toner skarpe,
Og Nøkken laae den lange Dag
Og slog sin gyldne Harpe.
Naar Natten kom i sorten Flor,
Da saae man Syner fæle,
Da hæved Høien sig fra Jord
Paa fire røde Pæle.
Som Gjæst til Slottet Uglen kom
Og sad og skreg i Karmen,
Imens der gik et Gjenfærd om
Med Ho’det under Armen.
Men over Dalen Lys oprandt
Saa klart og uformodet;
Det grimme Gjenfærd reent forsvandt,
Han tabte sagtens Ho’det.
Ei Nøkken ligge tør i Skjul
Nu paa sit grønne Øre,
Han dreier alle Trompens Hjul,
Der fik han nok at gjøre.
Vor Adam kom med faste Trin
Og reiste sine Telte,
Og Eva kom med Smiil paa Kind
Og Rosen i sit Belte.
Han lokked skjulte Kræfter frem
Og brød dem slagne Veie,
Hun skabte her det første Hjem
Og gav det Modersleie.
Og Ørknens Gru og Nattens Frygt
De maatte brat forsvinde,
Da luunt og lyst og blomstersmykt
Det Hjem blev reist af hende.
Og Alle, som paa rette Plads
Herinde Ho’det bære,
Vil derfor høit ved dette Glas
Vor Moder Eva ære.