Han.
O, hvorfor tier du, min Elskte? Tal
Og lad den søde Klang, der strømmer fra
Din friske Mund, liig Duft fra Rosens Bæger
Beruse mig og føde i mit Bryst
Ukjendte Toner, nye Melodier!
Hvi tier du?
Hun.
Jeg veed ei selv, men Frygt
I Øieblikkets Salighed sig blander
Og truer med at dræbe den.
Han.
Vist ikke!
Just denne Frygt forhøier jo vor Lykke
Og lærer os at gribe den i Flugten.
Hun.
Tænk, hvis man saae os her!
Han.
Min Elskte, hvem?
Den lille Fugl, der fløiter hist i Reden
Og venter længselsfuldt sin Mages Komme?
Den lette Raa, der standser hist i Løvet
Og seer paa os med store, kloge Blikke,
Men flygter piilsnart ved den mindste Lyd?
Hun.
O, spot mig ei! bag hvert et Træ, jeg frygter,
En Speider skjuler sig.
Han.
Nei, disse Stammer
Just ved vort Elskovsmøde holde Vagt;
Og see! hist over Sletten Skovens Alfer
Af hvide Taager virket har et Slør,
Et uigjennemsigtigt, der skal skjule
Vor korte Lykke for vanhelligt Blik.
Hun.
Hvor let bedaarer mig din søde Trøst,
Thi Hjertet troer den, skjøndt Forstanden tvivler.
Han.
Saa tvivl ei længer, Elskede, thi viid:
Idag, netop idag skal Sløret falde!
Jeg vil ei længer dig fornegte feigt —
Du er det Banner, som jeg folder ud
For under det at stride og at seire,
Og jeg vil see den Priis, jeg ikke henter,
Naar dette Banner vifter om min Tinding!
Hun.
Saadan jeg elsker dig.
Han.
Har du da ei
Mig elsket før? Hvad er det, jeg maa høre?
Hun.
Tal ikke saa. Du veed jo, intet Træ
Saaledes kan af Alting suge Næring
Som Kjærligheden i en Qvindes Bryst.
Den leve kan af Taarer, Tvivl og Frygt,
Af Savn den trives just, i Sorg den voxer,
Og den kan næres af en Elskers Taushed
Saa godt som af hans Jubel og Begeistring.
Men hvis du spørger: naar hun elsker meest?
Da vil hun svare dig, hvergang hun sidst
Den Elskte saae: „Umuligt, at jeg kunde
Ham elske nogensinde meer end nu!”
Men næste Gang hun seer ham, vil hun sige:
„Nei, aldrig før jeg elsked ham saa høit!”
Han.
Du himmelske Veltalenhed! — O du,
Mit Liv, mit Alt, mit Øies klare Lys,
Du Sol, der straaler i min Tankes Verden,
Mit Hjertes Afgud, mine Nætters Drøm —
Hvad uden dig mit Liv var, veed jeg ikke,
Men nu jeg veed, hvad Livet er med dig.