Du er altfor lucullisk idag,
Du har Fremmede, Faber! i Masse,
Gud skee Lov, at du og har en Kasse,
Der kan taale et ordentligt Tag!
Du har længe nok knebet saa knaat,
Man har troet, du til Gjerrighed heldte;
Men idag, da det Børnene gjældte,
Blev paa eengang du mageløs flot.
Det er dem, jeg besynge nu vil,
Ei blot dem, som paa første Sal huse,
Ogsaa dem, som du har med din Muse,
Og som fødtes med Sang og med Spil.
De har ei voldt dig megen Besvær,
Thi du rysted dem ud af din Lyre —
Og saa er de ei heller saa dyre,
Som de Syv, du jo færdes med her.
De er godt confirmert alle Mand,
Og det kosted dig ikke en Smule!
„Landsoldaten”, det vil jeg ei skjule,
Gaaer med flyvende Fane foran;
Og sit Navn har han ikke blameert,
Thi midt under Kanonernes Torden,
Og mens Drønene rystede Jorden,
Blev paa Valpladsen han confirmeert.
Efter ham nu der kommer et Slæng
Af gemytlige smaa Cavallerer,
Som med Trommer og Piber marcherer,
Disciplinen er slet ikke stræng,
Ved et Sold blev til Live de kaldt
Og til Glassenes Klang confirmerte —
De er mageløst udspeculerte,
Og de ligne dig, Faber! i Alt!
Du har gjort mod dem Alle din Pligt,
Men paa Giftermaal maae de forsage,
Thi de finde jo ei deres Mage
(Du kan lide at høre paa Sligt!)
Og dog skal de forplante dit Navn
Med de Syv, som sig Fabere kalde —
Lad os drikke en Skaal for dem Alle,
For dit Hjem, for en lykkelig Havn!