Epilog
(Ved Dorph-Petersens Jubilæum)
(Ved Dorph-Petersens Jubilæum)
(1892)
(1892)
Mine Damer og Herrer! tillad mig nogle Ord,
jeg lover, at de skal ikke blive mange,
men siden jeg gik paa Scenen om Bord,
er Tiden løben hen, og vor sindige Jord
har rullet sig omkring Solen 25 Gange,
og saa plejer en Aktør af skikkelig Væxt
at maatte føje lidt til den foreskrevne Text.
I alle disse Aar, paa de tre første nær,
hvorom jeg ikke nu har noget at nævne,
har jeg været at finde paa Brædderne her
i Folketheatrets Lampeskjær
og arbejdet med efter bedste Evne.
Jeg tænker, De ikke vil finde det sært,
at dette Theater er blevet mig kjært.
Det havde dog, selv hvor der mangled det meget,
noget jævnt og friskt, som var blevet dets eget,
en ledende Traad, der ikke brast,
en Tradition, som det sjælden har sveget,
et Navn her i Byen, der ikke er bleget,
og et Personale, der var temmelig fast.
At det har sin Begrænsning, nægter jeg ikke,
det maatte tidt nøje sig med det smaa;
hvad man kalder den store Kunst, lod det ligge,
men knækked ikke heller Halsen derpaa;
og det synes mig, man maa det lade,
at det dyrkede ofte med Held den glade.
Og enten man nu kalder det stort eller smaat,
er det at more sig dog noget godt,
og tidt har jeg her mellem gode Kammerater
fundet, at dette var et morsomt Theater;
for De maa ikke tro, at Theatrets Glæde
kun plukkes af dem, der i Salen har Sæde.
Nej, naar den vaagned i det halvmørke Rum,
saa viste den, at den var hverken lam eller stum,
saa sprang den op til os over Lamperækkens Dæmning,
og strax maatte Mathed og Mismod fly;
de gamle Stykker blev os hel friske paa ny,
og vi nød med Lyst deres Lune og Stemning,
og saadan fik vi nys, som saa tidt vi har haft’en,
paa begge Sider Lamperne en fornøjelig Aften.
Ja, det kan ingen nægte, at en stor Del af Glansen
over Skuespillerlivet beror paa Resonansen,
at et Publikum, som hverken kan le eller klappe,
nødvendig maa gjøre Aktørerne slappe;
men naar det har Øre og Mund og Hænder,
kan det vække Kræfter, man selv neppe kjender.
En saadan Sangbund, baade villig og klinger,
har mangen Gang givet vort Arbejde Vinger,
og i Dag, da min Tanke til Fortiden gaar,
og til hver lille Sejer, der syntes mig vunden,
maa jeg takke Dem for de svundne Aar
og for denne Aften, som nu ogsaa er svunden.