Jens Christian Hostrup (1818–92)

Jeg rutter med Glædens og Haabets Ord,

det Statsmanden aldrig kan døje;

den Stakkel skal lappe vor sprukne Jord,

det er en fortrædelig Møje.

Mens bidsk han tygger sin tørre Negl,

saa flyver glad jeg for fulde Sejl.

Den dristige Flugt gjør ham stadig vred;

han jævner til Venstre og Højre,

hvad højt rager op, vil han trykke ned,

hver Kraft han tilbørlig vil tøjre.

Snart har han alting gjort tamt og eens,

men jeg, jeg er ham for let tilbeens.

Han sidder belemret af Gods og Guld,

af Titler og Hensyn og Former;

jeg klæber ej fast ved det døde Muld,

bevinget mod Himlen jeg stormer.

Men hvad jeg seer fra den høje Tind,

det kalder gnavent han Hjernespind.

Og raaber saa højt han paa Kløgt og Aar,

paa Ungdom og skuffende Løgne,

saa bøjer jeg mig for hans hvide Haar,

men troer ligefuldt mine Øjne.

Til Raad er Gubben en herlig Gjæst,

men unge Øjne de see dog bedst.

Ja lidet jeg frygter for Stormens Hviin,

ej ændser jeg Vinterens Kulde;

jeg seer gjennem Sneens det tætte Liin,

at Vaaren er vaagnet i Mulde;

jeg leer ad hele den kloge Flok

og venter trøstig — den kommer nok.