Jens Christian Hostrup (1818–92)

Jeg rutter med Glædens og Haabets Ord,

det Statsmanden aldrig kan døje

den Stakkel skal lappe vor sprunkne Jord,

det er en fortrædelig Møje.

Mens bidsk han tygger sin tørre Negl,

saa flyver glad jeg for fulde Sejl.

Den dristige Flugt gjør ham stadig vred;

han jævner til venstre og højre,

hvad højt rager op, vil han trykke ned,

hver Kraft han tilbørlig vil tøjre.

Snart har han alting gjort tamt og ens,

men jeg, jeg er ham for let til Bens.

Han sidder belemret af Gods og Guld,

af Titler og Hensyn og Former;

jeg klæber ej fast ved det døde Muld,

bevinget mod Himlen jeg stormer.

Men hvad jeg ser fra den høje Tind,

det kalder gnavent han Hjærnespind.

Og raaber højt han paa Kløgt og Aar,

paa Ungdom og skuffende Løgne,

saa bøjer jeg mig for hans hvide Haar,

men tror ligefuldt mine Øjne.

Til Raad er Gubben en herlig Gjæst,

men unge Øjne de se dog bedst.

Ja, lidet jeg frygter for Stormens Hvin,

ej ændser jeg Vinterens Kulde;

jeg ser gjennem Sneens det tætte Lin,

at Vaaren er vaagnet i Mulde;

jeg ler ad hele den kloge Flok,

og venter trøstig — den kommer nok.