Hvis du vil af Længsler ømme
sødt og saligt gjennembæves,
hvis du srærme vil og drømme,
kommer du til mig forgæves.
Higer kækt du mod det Fjerne,
vil du, løst af Støvets Lænke,
flyve mod den blanke Stierne,
jeg kan ej dig Vinger skjænke.
Vil i Toner stærke, fulde
du dit trætte Hjerte kvæge,
blev du syg af Livets Kulde, —
Kjære, søg en bedre Læge!
Eller vil du storme Himlen
paa en Ganger uden Bidsel,
elsker du dæmonisk Svimlen,
Jettetrods og Tændersgnidsel;
Vil du høre „Verdenssmerte,”
søger Stønnen du og Græden, —
ej med sligt kan jeg beværte,
thi min Musa, det er Glæden.
Glæden — ja! men ikke Englen,
ikke hun som, himmelbaaren,
vinker os med Liliestænglen,
mens hun smiler gjennem Taaren.
Ikke hun som Støvet trøster,
og fraoven henter Freden;
neH, det er den yngre Søster,
hun som har sit Hjem herneden;
Hun som, medens Vaaren dvæler,
smilende forbi dig hopper;
hun som Drengens Leg besjæler,
og som lærer ham Spilopper.
Det er den forfløjne Lille,
Øjeblikkets snelle Datter,
hun som ved Studentens Gilde
føder Sang og Spog og Latter.
Hun som, aldrig trættet, iler,
hilser blot — og saa forsvinder,
og kun til den Unge smiler,
og kun klapper Rosenkinder;
Hun hvis Væsen, let som Taage,
hvis forgængelige Skatte
ej begribes af den Kloge,
og foragtes af den Satte;
Hun fik Lyst til mig at gjæste,
ofte tog hos mig hun Stade,
og hun lærte mig det Bedste,
som du seer paa disse Blade.
Derfor blev det Vers og Viser,
ikke Digte, rige, favre;
derfor ej solide Spiser,
ak! men kun Studenterhavre.