Min fader var en abekat
med hale naturligviis,
med fire hænder, som godt tog fat
og nu vilde være i pris.
Mest føler jeg tabet af halen,
det tyder på slægtens dalen;
dog den forvisning jeg har,
jeg ligner endnu min far.
Min bedstefar var af øgleæt,
han gav kun klamme kys,
jeg kan ikke male hans portræt,
men véd, han fór helst til søs.
Jeg lider også det våde,
skønt rigtig nok kun med måde,
og mener, end træk jeg har,
som minder om bedstefar.
Min oldefar han var andemad,
han mærked ej lykkens spil,
men voksede fredelig, mildt og glad,
for ænder var da ikke til.
Hver and, det mig lykkes at vinde,
jeg æder som slægtens fjende,
det, jeg på følelsen har,
jeg skylder min oldefar.
Min tipoldefar — ja han var dynd,
og det er alt, hvad jeg véd,
han trykkedes aldrig af sorg og synd,
og derfor var han så fed.
Kun lidet synden mig plager,
med livet jeg let det tager
og ligner, den sag er klar,
i meget min tipoldefar.
Hans fader igen var ingen ting,
det dejlige runde nul,
men der gør min tanke altid omkring
og vil ikke ind i det hul.
Så må jeg da lade det være
og kun holde hullet i ære,
ti hele min visdom har
jeg fra min tip-tip-oldefar.