Til en ung Musiker,
hvem Forf. havde lovet et Digt til at sætte i Musik.
hvem Forf. havde lovet et Digt til at sætte i Musik.
Til min Dommer
angst jeg kommer,
Løftet gav jeg dig saa kjæk;
jeg har brudt det
og fortrudt det,
og nu lister jeg mig væk.
Send mig ikke
strenge Blikke!
Ak, min Synd er ej saa stor.
Lad min lamme
Tunge stamme
frem et lille Forsvarsord!
Ingen Muse
la’r fig huse
i et faldefærdigt Skuur;
hun vil finde
det derinde
smykket som et Jomfrubuur.
Hun vil have
alt i Lave,
ingen Træk og ingen Brøst,
høje Bure,
faste Mure,
som kan bære hendes Røst.
Men forfalden
er nu Hallen,
som hun havde bygt sig her;
Vinden trækker
gjennem Sprækker,
Mærker fra et Tordenvejr.
Og den Slemme
la’r sig skræmme,
nu jeg aldrig hende seer;
hvad jeg beder,
hvad jeg leder,
Musen kommer ikke meer.
Lad mig rejse,
lille Heise!
lad mig gaae til Fjeldets Land!
Der alene
faaer jeg Stene,
som paa Huset bøde kan.
Hvis en Sommer
atter kommer
til mit kuldesyge Sind,
tro mig, Kjære!
da med Ære
skal mit Ord jeg løse ind.