Man maa rejse tilfods for at sprænge med Hast
alle Lænker, der binde til Hjemmet os fast;
man som Fuglen i Luften maa tumle sig fri,
for at glemme det daglige Livs Vrøvleri.
For at blive Kulturen og Moderne kvit,
og de huuslige Glæder og Venners Visit,
for at løse sin Aand
fra de strammende Baand,
ta’r man Randslen paa Nakken og Staven i Haand
Man maa rejse tilfods for at døje lidt Ondt,
for at leve et Liv i vet korte Sekund,
for fra Morgen til Aften at trave sig træt,
for at sulte og tørste og spise sig mæt.
For at sige det Skjønne Goddag og Farvel,
og bestandig med Haabet flaae Mindet ihjel,
for at røre sin Aand
uden hæmmende Baand
ta’r man Randslen paa Nakken og Staven i Haand
Thi den evige Higen, som aldrig faaer Fred,
det er Fodrejsens dybeste Hemmelighed.
Ikkun fremad og fremad og aldrig forknyt!
har til Maalet man naaet, sætter strax man et nyt.
Om da ogsaa man fængsles et enkelt Minut,
om man bli’r undervejs i en Dejlighed skudt,
man maa rive sin Aand
fra de standsende Baand
og ta’ Randslen paa Nakken og Staven i Haand.