Jens Christian Hostrup (1818–92)

»Herren, han har besøgt sit folk,

»natten, hun blev til morgen,

»menneskens søn, Gud-Faders tolk,

»slukket nu har al sorgen!«

Lyset skød ned i Højenord

søgte i mulm sig frænder,

derom en gang skal vinget ord

flyve til jordens ender.

Lyset ej kransed klippens top,

skød gennem bøgens krone;

derfra nu lifligst stiger op

sangen til nådens trone.

Danevang bær, med søndret led,

åbent sin svagheds mærke,

mindre til frygt og mer til fred

kender den dog, end de stærke.

Truet med brand og flammen næst,

badet i gloende emmer,

huser den dog på jorden bedst

håbet, som ej beskæmmer.

Herren, han har vort hus besøgt,

natten, hun blev til morgen,

derfor, med gråhårskronen smykt,

stander du end som borgen.

Sandhedens ånd fra nådens kyst

bor under bøgenes toppe,

vidner med Nordens, i din røst,

mægtig, at sol er oppe.

Lysets herold og håbets skjald

livets fornyer på vangen!

højt vi fra hytte og fra hal

takke for dig i sangen;

Takke vor Fader rig og rund,

ham, som dig gav os så længe

bede, at end en liflig stund

vi ved din mund må hænge!