Jens Christian Hostrup: “Til Sønderjyderne” from Poetiske Skrifter (1865)

Til Sønderjyderne

Velkommen — ej til fremmed Jord,

i Danmark selv I bygge —

velkommen hid, hvor Dansken boer

i Danevældens Skygge!

Fra Livet, bøjet under Aag,

fra Buret hist, det trange,

velkommen hjem til Danebrog

og til de danske Sange!

Ak, Sangen her forstummed plat,

hvor før saa liflig drømtes,

den frøs ihjel hiin Vinternat,

da Danevirke rømtes;

og Vaaren kom med Blomsterduft

og favre Solskinsdage,

men knap i Danmarks frie Luft

vi kunde Vejret drage.

Men nu, vi eder see paany,

skjøndt kort er Modestunden,

da er det som i Morgengry,

da røres det i Lunden;

hver lille Fugl da føler godt,

at dømt er Mørkets Rige,

og, halvt i Drømme, kvidrer smaat

om Dagen, der vil stige.

Ja Dagen kommer, vi det veed,

skjøndt kun den sees i Drømme,

den Dag, da Druen, som slog ned,

maa hjem til Reden rømme,

da frit i Sønderjyllands Skov

det røde Flag tør gynge,

og ikke Lærken blot faaer Lov

paa Heden Dansk at synge.

Ja derom vaagner Fuglekvad,

hvorhen I blandt os vandre,

og derom vil vi hjælpes ad

at drømme med hverandre.

Og om saa snart til Ørnens Klo

I atter bort maa drage,

vi veed det vist, I Brødre tro!

I komme dog tilbage.