Sølvbryllup i Roskilde
Som Slutningssangen af „Æventyr i Rosenborg Have.“
Som Slutningssangen af „Æventyr i Rosenborg Have.“
O Anna, kjære, ved Brudebordet,
hvorved du nu har faaet Plads igjen,
kan ej blandt dem, der i Sang tar Ordet,
sig holde borte din ældste Ven.
Jeg sang med dig paa min Arm som Rus,
jeg kvad som Mand til dit Brudeblus,
og end ej færdig
jeg slaar ihærdig
min Luth som værdig
Jeronimus.
De gamle Minder fra Graven stige,
dit gamle Ansigt du tro beholdt,
jeg ser dig end som den lille Pige,
med hvem jeg tumled og spilled Boldt.
Da lysned vi paa hinandens Vej.
du med din Latter, med Vrøvlet jeg;
da Indtryks Mængde
mig ej fortrængte,
og ej du tænkte
paa Nikolaj.
Men saa kom Fyren med skumle Rænker
og stjal sig ind bag dit Hjærtes Bom,
og bandt dig snedigt i stærke Lænker,
og trak dig med hele Landet om:
til Vesterhavet fra Vesterbro,
fra Konning-Aa og til Konning-Ro,
hvor du som Frue
vandt Sølvmorshue,
hvad de, der skue
dig, knap vil tro.
Ja Tiden sneg sig, før ham du kjendte,
den gled som Bæk mellem Roser blidt,
men hvor dog Nikolaj med dig rendte,
at allerede du kom saa vidt,
at du fik Rang med Matroner graa
og Børn, som med dig paa Arm kan gaa,
og Sølvergilde
i Roarskilde,
saa jeg min Trille
dertil maa slaa!
Men helst jeg kjører med raske Heste
og priser ej hvad der søvnig skred;
den Tid, der nøler, er ej den bedste,
men den, der ruller mod Evighed.
Saa ønsker jeg da en Fremtidsvej
med Høstens Frugt og med Sang fra Maj,
med Fart i Tiden,
men Fred i Striden
for Annaliden
og Nikolaj.