Eensom og mørk og snæver er vor Bolig
Tummel og Spræl,
Glandsen derude maa Studenten rolig
sige Farvel.
Lokkende Toner ind til os sig trænge,
Verden er lys, og Kvinden er saa smuk;
men vi Døren stænge,
skjøndt med et Suk.
Dog i vort Kammer Fristeren forsvinder
hurtigt igjen,
Verden formindskes, Pigens røde Kinder
brat falme hen.
Højt over Jorden stige vi til Kampen,
Evigheds Porte aabnes for vor Sands,
og vi see ved Lampen
Musernes Dands.