Aage Matthison-Hansen (1864–1938)

A

Af friskspunden, snehvid Silke

Aftenens Brise leger nu ved Stranden

Ak, du min skønne Fugl, min Kolibri

Aldrig fra min Vej du viger

Aldrig jeg var i Firentze

Aldrig stanser Hjertets Længsel

Aldrig saa jeg saa fager en Mø

Alle Blomster ere fødte af Solens Straaler

Alle Skovens tavse Trær

Alle unge Længsler bruse

Alt det faste Land forsvinder

Alt er stille — Vinterdagen

Alt Morgensolen straaler blidt

Andre har Arbejdet, Lyset og Solen

At Enhver af os har Venner

B

Bleg og for stedse stum, for stedse! hviler du

Blomster og Fugle — store Volièrer —

Bryd frem, bryd mægtig frem, du brede Bølge

Bækkens Vande saa tungsindigt ile

Bølgerne mod Skibet slaa

D

Da jeg badede i Forgaars

De Blomster paa Marken vokser i Fred

De bruser, de blanke Vande!

De dunkle Skyers Dække

De kom til Verden samme Aar

De vildtforrevne Skyer over Maanens Lysning jager

Den barmhjærtige Kærlighed lever iblandt os

Den danske Ungdom samler sig og synger

Den grønne Vedbend som en Flod

Den hvide Blomst

Den hvide Engel, som hver Nat mig følger

Den lille Blomst Ing-wha, hvis Skønhed alt betvinger

Den, som har elsket Verden kysk og stille

Den, som har Vilje og paa Verden tror

Den, som kan synge

Dengang Skoven sig omslynged

Der er en fager Blomsterbrud

Der er en Rose, i hvis blide Smil

Der gynger Æbleblomster

Der lyser Sol fra Østen

Der staar som et syngende Billed’

Der vokser en Busk

Det er Guds Godhed, der føjed det saa

Det er langt inde i den ubanede Skov

Det var ej nogen Herregaard

Det var lutter Sol, der lyste

Dette Isbjerg i dit Indre

Digterhustru — i hvis Tanker

Din ranke, mørke Skønhed er uden nogen Lige

Dit Barn du bag Kulissen kunde amme

Dit Hjærte, siger du, er hos de Døde

Du, Digternes Muse, du hvis rene

Du døde Sjæl, der glider sky og bange

Du er det brusende Vandfald

Du er saa skøn i Vaarens Ynde

Du Fiskernes Sanger og Havets Drot

Du Hjærte, som banker, du Fugl, der fløj ind

Du hvide Blomst ved Nattetid

Du sagde: vore Haar vil blive hvide

Du skælvende Gnist i det kyske Blaa

Du stod mod Flyglet lænet ind

Du tifold lykkelige By, hvis Mure hegne

Dvæl her, hvor højt sig Himlen hvælver

Død! nedstyrtet! død!

Døden lurer skjult i hver en

E

En blomstersmykket Hytte

En Crimsonrambler ejer jeg

En nobel Mand, retsindig og solid

En Rimfrostdag ved Foraarstid

En sart-fortrolig, drømmesvanger Luft

En Skuespillerinde, der er Barn

En stilfuld Park, Bymure stænger den

En Søndag i dit stille Barndomshjem —

En Taare har sænket sig dybt i mit Indre

End bruser Kilden, som en Foraarsdag

Enhver, som en Aften silde

Ensom jeg gaar paa Axelstadens Volde

Er Luften kold og Skyen sort

Er min Kærlighed ung

Et Flodløb er vort Liv. Er Vandet klart

Et heftigt Uvejr raser nu til Morgen

Et Kildevæld er dybt i Sjælen gemt

Et Væld af Roser blev i Bowlen stukket

F

Farvel du Sted, som jeg har kær

Fejlslagne Haab gør Sjælen syg og mat —

Fik du ved Fødselen

Flagdugen smælder

Folkelærer — Folkeleder

Fr. Melbye — ej engang dit Navn

Fra Grækenland til Albions Kyst

Fra Himalaya de kom til mit Hjem

Fra Skygger af Smærte, fra sorte Skyer

Frosttaagen bølger som et skygraat Hav

Funklende, glimrende

G

Grønt er som Glas det faldende Vand

Gud er mod sine Børn saa god

H

Halvskjult bag slumrende Skygger

Han lyste af Begejstring for den rene

Han var den største — ubestridt

Han var et Storvildt, fanget ind

Han var saa skøn og Væksten rank

Har Stormen raset og et ublidt Vejr

Hendes fyrstelige Godhed

Henover Gulvet valser hun i Takt

Her hviles min Barndom og Barndommens Drømme

Her, hvor den stille Have skraaner ned

Herude, hvor Luften aander saa sval

Hesperien, hvis Haver er berømte

Hesperus, din Straale glider

Himmelen var lav og byget

Hjærte har du og Forstand

Hun gav Andre Glæde

Hun sad foran mig. Hendes Hænder

Hun sagde: Hanen galer!

Husets Herre ejer Vin; men skænk den ej endnu

Husker du en Aften ved Carola-Sø?

Husker du kære de Timer

Hvad er det for et Lys, der funkler frem

Hvad er vel Sølvet i din Brudekrans

Hvem kender Tiden? — Tiden er som Dugg

Hver Barnesjæl er en sejlende Drøm

Hver, som elsker eller hader

Hvergang jeg min Sjælefred har forsømt

Hvergang Nattens dybe Stilhed

Hvid falder Sneen, hvid og tæt

Hvor de tavse Graves lange Rækker

Hvor er dog Løvet friskt og ungt

Hvor Floden har sit Udløb i Havet

Hvor glider Gedden langsomt gennem Vandet

Hvor herligt kunde Viddets Gratie spille

Hvor malte du smukt i de unge Aar!

Hvor ofte kan i Nordens kolde Zoner

Hvor Sjæl er en Draabe, der skælver

Hvor Springvandets Straaler mod Vandspejlet plasker

Hvor Synskredsen trindt er randet

Hvor sødt og spørgende du Blikket retter

Hvorfor disse sorte Skyer?

Hvorfor er vor Vej saa blomsterstrøet?

Hvortil de mange Kvaster

Højt i Luften Lærken gynger

Højt paa en Alpekæde

Hører du vilde Skumheste stampe

Haaret med dets mørke Fald

I

I de svale Klosterganges Skygge

I den Morgensol, som rinder

I dine Blik jeg mig begrave vilde

I disse vaagne Nætter

I Himlen er Solskin og Varme og Sommer

I Hjertet er Regn og Kulde

I Paktolos sank Midasguldets Plage —

I Solskin paa en frugtbar Eng

I Sommer har jeg gæstet Schack-Staffeldts Fødested

Ikke længer, stygge Amor

J

Ja, jeg har fejlet inderligt — hvorledes?

Ja, jeg véd det — Lykken vinker

Jeg drager Liv af dine Kys og mine Arme

Jeg er en Guldsmed uden Forstand

Jeg er en Stormfugl — fjærnt jeg kan mig svinge

Jeg er sytten Aar, jeg er ung og varm

Jeg frygter Granskoven

Jeg færdes atter paa de trange Veje

Jeg gik derud en Dag, da jeg var syg

Jeg gaar nedad den lange Allé

Jeg havde taget en lille Due til mig

Jeg henter dig paa Vejen — ja

Jeg husker en Nat, det er længe siden

Jeg husker en Vinter, da Kulden skar

Jeg husker godt en Dag

Jeg hører Tøet dryppe

Jeg kan ej tale — jeg er altfor klog

Jeg kom fra Sjællands kornbevokste Dale

Jeg ligger syg, og du er rejst herfra

Jeg spurgte en Blomst i hvis Indre

Jeg søgte Plads hos Døden i hans Have

Jeg saa mit Billed i en Irisbue

Jeg vandred langsmed Bækkens Bred

Jeg véd, at dit Hjærte kan banke saa hedt

Jeg véd, at du en Anden ægte vil

Jeg véd det vel, at mange ædle Venner

Jeg véd etsteds i Skoven

K

Kina er en Dødens Have

Kinas Kultur, den gamle, den største

Klippen i Havet staar mandig og fast

Kom, lad os danse, elskede, søde

Kom, Sol og Vaar, med Blomsterduft

Kong Dasharja sig formæled

Konning Volmer drager ad Gurrevang til

L

Lad mig ikke glemme at synge

Lad Skroget kun knage

Langs Himmelranden Skyerne sig løfter

Luften er svanger med Hyldeduften

Lykkelige Formens Mester

Lysere end Solens Straaler

M

Marken er nu bleven grøn, og Guldstjernen blinker i Græsset

Mellem Huse, graa af Ælde

Mellem Nøkkerosers

Mens vi glider langs de kendte Kyster

Min blide Hustru, disse Fjedre blaa

Min Husbond, da du paa hans Majestæts Befaling

Min Sjæl har savnet dig i tunge Dage

Min Sjæl var som et Skumringsland

Mine Digte er formede af mine Følelser

Mit Indre rummer Takkens Flod

Mod Øst, hvor Floden baner sig

Maanen lyser paa Himlen

N

Nat over Engene hviler

Natuglen skriger trist i øde Klippekløfter

Naturen talte ikke længer til mig, den var tavs

Neruda er død! — Neruda!

Nu bruser alle Bølger fri

Nu bryder Solen sin lynende Klinge

Nu er jeg fattig, du er rig

Nu flammer Skyers Purpurdragt

Nu holder selv jeg for min Mund

Nu løftes Havet — Floden sætter ind

Nu sprænger Aarets Vinge hest sin Tøjle

Nu sørger vist Enhver af os

Naar alle Længsler vaagner

Naar for Høstvindens iskolde Finger

Naar Søvnen vifter med sin Valmustængel

O

O hvor jeg elsker den Verden

O, kald mig ikke følesløs

O, vé mig dog! vé, for mit arme Hjærte

O, Vin, der bruser stærk og fin

O, vær mig god, Gud Fader i det Høje

Ofte har Vennerne sagt mig

Ofte ses et Landskab

Og hvis du en Uret har lidt

Opsaml og sænk i Dybden af dig selv

Over det øde Hav sejler den store Damper

Over Mosen sejler stille Dampe

P

Prøve vilde du mit Hjerte

Paa Bjærgets Skraaning sad jeg

Paa det brede Bondeland

Paa dig har aldrig Elskov ødslet sit Geni

Paa Straaet bygger Svanen sig sit Hjem

R

Roser! hvis brusende Fejen

Rundt om mig kvidre tusind Fuglestemmer

Rustnet er Harpen — Strængene brast

S

Sangerne tier herinde

Se her en Søjle, der tillive bragt

Se, hvor Naturen sine Farver fletter

Se! paa hint Hjørnevindu, vendt mod Vest

Sig, hvorfor tier Graven — hvi ligger den forladt

Sjældent skrev jeg; thi Apollo skænked sjældent mig sin Gunst

Skjald, hvorfor tier dit Sangerbud

Skoven snedækt, ak! Høstens skarpe Vinde!

Smiler tvende Øjne

Smækker som Liljen er hendes Vækst

Snart er det Nat! Hvor langsomt Solen daler

Solblomst, du stolte, du dejlige Solblomst!

Solfaldets Luftning har kruset

Som et sibirisk Øland ligger Stranden

Som fattig Yngling søgte jeg at nære

Som gulnet Blod har Taagen

Som naar fra Drypstenshulens Mørke daler

Som Solen, der sin Bølge slaar

Som Strehlenau i Tungsind hyllet ind

Som Træets Ved hvert Aar vil skyde Ringe

Spredt over Himmelens Mørkeblaa

Springbalsamine! hvis Blomster

Stengaarden ligger skjult bag høje Hække

Stille, Hjerte, stille

Stor er Kung-tze

Store, stærke Kvinde

Strejf dog ej Himlen som et Stjærneskud

Stryg friske Blæst

Sænk ej i Skaalen for din søde Lyst

Sørg ej, naar Verden Sorger dig bereder

Saa du en Lykkedrøm forgaa

Saa er den endt den Sang, som dybt dig saarer

T

Taffelformet dine Kyster

Tal ikke til mig, udtryk ej i Ord

Ti Aar er der svundet siden

Tiden, der flyver som Pilen

Til hver iblandt os bringer Skæbnen Bud

Til Tider skriver du Vers, det er stort, ifald du er Digter

Tilhørerinde — du, som selv har lidt

To Bølger gled paa Langfart ud

Tre Ynglinge drog gennem Verden frem

Trofast og ren i al din Færd

Trækfugle ere vi — Fugle

Tungt for Fejlene der bødes

Tæt inde under Vandplanterne

Taagen gør Gaderne dunkle

U

Uagtet det er Vinter

Underlige, blanke Stjerner

Undervandsplanter, som drejer og vingler

V

Vandliljen i den dybe Sø

Ved Livet led og dog ej rede til at dø

Ved Siden af Hong-ting Bro

Vejen til Haga er prægtig

Vel mødt i Humlehaven

Venlige, kærlige Ord og trofaste Haandtryk dig følger

Vi er Fuglene paa Havet

Vi samle og samle Pisanger

Vidtrækkende Mørke! Besejrelsens Skygger

Vilde Roser, vilde Roser

Vildt, vildt, vildt bryder Blæsten om Land

Vinden vifter saa koldt, af Grenene kapper den Løvet

Vogt dig, lille Sommerfugl

Vær hilset, Mester, som fødtes i Maj

Æ

Ædle Ven, hvor aabner sig for Freden