Fr. Melbye — ej engang dit Navn,
kun et Numer paa en grønklædt Tue;
men i Danmark følte Slægten Savn,
derfor drog jeg hid din Grav at skue.
Mange Egne har du sét og malt,
Javas og Brasiliens Tropeskove,
med Malayer og Kineser talt
under Kamfertræer og Mangrove.
Du ved egen Kraft vandt Kunstnerry
skilt fra Slægt og Venner i det fjerne,
til du i en halvt kinesisk By
fandt den lange Hvile for din Hjerne.
Her er smukt — den store Kirkegaard,
der Kulturens Pionerer huse,
rigt med Mindesmærker prydet staar
og melodisk høje Træer suse.
Fredfyldt er her — i et gyldent Nu
flammer Solen bag Cypressens Krone,
bæres hid en spinkel Klokketone.
Aftnens Stilhed kvæger mine Sanser,
Solen dæmpet har sin stærke Brand,
kun den tørstige Moskito danser
om den andagtsfyldte Vandringsmand.