Et Kildevæld er dybt i Sjælen gemt,
krystalklart kan det sig i Øjet male,
naar Kildens Vover løses ud i Tale,
det risler bort med fjærne Klokkeklemt.
Det blev af Herrens egne Hænder stemt
til Jubelløb igennem Livets Sale,
men stundom sænker Kulden det i Dvale,
og Solens Straaler har dets Bølger glemt.
Du Sølverstræng, som klinger i mit Bryst,
kling frejdig gennem Sorgens Trængseldage,
et Kildevæld fra Himmeriges Kyst,
en Klang af Evighedens Skaberlyst
har blandet i mit Hjærtes tavse Klage
en rig Erstatning og en bitter Trøst.