Strejf dog ej Himlen som et Stjærneskud,
men vis mig, at naar Sorgen mig har rammet,
dit Hjærte blev en Guldskaal, lueflammet,
hvor jeg græd mine Taareperler ud.
Min ene Elskede, min fagre Brud,
der har min svage Sjæl til Styrke ammet,
hvis stærke Tro har mine Sener strammet,
ved dig jeg fatted Livets Herrebud.
Den mørke Himmels gyldne Stjærnepragt
og sølvgraa Dugg paa Søens blanke Siv
og tunge Taarer, som paa Kinden rinde,
faar Hjærtet til at slaa i sælsom Takt,
som om det rørtes af et gammelt Minde,
og alle mine Sanser raabe: Bliv!