Jeg véd, at dit Hjærte kan banke saa hedt,
og ofte af Vemod dit Øje lyser;
men er jeg dig nær, saa er det med ét,
som om alle Blomster stivner og fryser.
I Mørke jeg længe forgæves har lédt,
hvor er vel den Ild, som varmer og lyser?
jeg véd, at dit Hjærte banker saa hedt,
herude, er koldt og Sjælene fryser.
Nu stiger Solen af Taagerne op,
en Ildsjæl bag Rosenskyerne gløder,
bryd frem, du Ild, jeg i Drømme møder!
bryd som en bristende Blomsterknop,
som Vaarens Varme Naturen kvæger,
naar Solen aabner sit luende Bæger!