Min Sjæl har savnet dig i tunge Dage,
i Vinternætter aandet ud sin Graad,
nu er jeg træt, min Kind er kold og vaad,
og Sørgesangen dør i stille Klage.
Men mine Kræfter har jeg end tilbage,
og imod Sorgen kender jeg et Raad,
i Livets Labyrint en Følgetraad,
som fører udad mod de lyse Dage.
Kom med mig da, og lad os Haanden knytte,
den Kamp, vi kæmpe, bliver ej forgæves,
om ogsaa tungt vi vore Fødder flytte;
thi uden Skyld vi bort fra Lykken dreves,
og mens dit trætte Hoved søgte Støtte,
du viste mig, hvor tungt dit Hjærte blødte.