Jeg saa mit Billed i en Irisbue,
som en Kamé i Sjælen gravet ind,
og glad genspejlede mit syge Sind
den Himmelglans, jeg saa i Øjet lue.
Men siden saa jeg mørke Skygger true,
det var, som al din Sjæl blev døv og blind,
dog følte selv du Sorgen i dit Sind,
gav Læ til Kærlighedens gyldne Drue.
Var det en Drøm, jeg i dit Øje saa,
saa lad mig dvæle i den dybt og længe,
som Stjærnen drømmer i det dybe Blaa;
vi kan jo først vor indre Samklang naa,
naar Elskov jubler over alle Strænge
og Livets Bølger gennem Hjærtet gaa.