O, vé mig dog! vé, for mit arme Hjærte,
saa har du mistet Ævnen til at bløde,
i egen Pinsel maa din Sorg du døde,
de hæse Skrig har skreget ud din Smærte.
Den sildigfødte Sorg maa mangle Kræfter,
hvad nytter Klagesuk i kolde Nætter
— som Maageskrig paa hvidgraa Vintersletter —
kun Vold og dobbelt Uret følger efter.
Højt skulde Hornet gjalde, Luren støde
sin Klang mod Skyen, til en gylden Regn
kan væde mildt en frugtbar Foraarsgrøde,
og Blomster bryde over alle Enge,
mens Skjalden synger højt bag Skovens Hegn
til stærke Greb i tusind Hjærtestrænge.