Saa er den endt den Sang, som dybt dig saarer,
forgæves har jeg paa dit Hjærte kaldt,
af Kys og Kærtegn om dit Hoved faldt
en sagte Regn — et Perledrys af Taarer.
De hvide Hænder bøjet om min Skulder
og paa mit Bryst dit lange, gyldne Haar,
højt hulker Graaden, der om Hjærtet slaar,
som tunge Bølger, der mod Kysten ruller.
Alt lyser Solen over Land og Stad
og Vinden vifter — fra hvert dugget Blad
et Lysblink spiller som af Øjne klare —
men hvad er Sol og Løvets Stjærneskare
mod dine Blik, der mig om Naade bad
og kun med Taarer kan min Sang besvare.