Jeg véd, at du en Anden ægte vil,
men takker for de Blik, som du mig sendte,
for al den Elskov, du i Sjælen tændte
og som beviste mig, at jeg var til.
Jeg takker dig, fordi jeg maatte græde,
da du som ingen Andre blev mig kær,
jeg takker dig for al den indre Glæde,
jeg følte spire, hvergang du var nær;
thi du har vist mig, hvad jeg selv ej véd,
at Livet er en stor og sælsom Gave,
hvor Blomster spire af de sunkne Grave —
hvor du gaar hen, forgæves Sorgen stred,
der synger Lærken med sin friske Stemme
og Crocus titte frem af Jordens Gemme.