I dine Blik jeg mig begrave vilde,
min Sjæl fløj i dit Øjes Himmel ind,
for andre Kvinders Skønhed blev jeg blind,
her laa mit Tempel som ved Lysets Kilde!
nu taler jeg igennem dine Tanker,
i dine Smil jeg kende kan mig selv,
jeg bygger bag dit hvide Pandehvælv!
men i mit Legem varme Pulsslag banker
fra Hjærtet mod de feberhede Kinder
som en enstonig, evig Melodi,
der stedse om min tabte Sjæl mig minder;
O, Hav og Himmel! — eders Farver spinder
sig sammen i en hellig Harmoni;
men ingen eders Mødelinje finder!